Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Generel information om skolen

Vestervig skole

Ved skoleloven af 1937 bestemtes det, at alle børn over 11 år skulle undervises i engelsk, tysk, håndgerning, husgerning sløjd og fysik. Man besluttede da at bygge en centralskole i Vestervig med de fornødne faciliteter til denne fagrække. 

Vestervig Centralskole stod færdig 15. juni 1943 og fungerede som centralskole for 8 mindre skoler i området: Lindahlsminde Skole (1814 – 1977), Randrup Skole (1818 – 1948), Foghsminde Skole (1903 – 1953), Tåbel Skole (1903 – 1966), Oksenbøl Skole (1884 – 1943), Agger Skole (1843 – 1990), Sejersminde Skole (1914 – 1965) og Vestervig Skole (1914 – 1979).

Centralskolen tog navneforandring efter Vestervig forskoles nedlæggelse i 1979 og kom således til at hedde Vestervig Skole.
I 1990 blev Agger Skole og Gettrup Skole nedlagt og eleverne lagt til Vestervig Skole, som derved er den eneste tilbageværende skole i Gettrup, Vestervig og Agger sogne.

Vestervig Skole er udbygget flere gange. Første gang i 1958 – 59 og sidst i år 2001 hvor de nye SFO-lokaler "Buen" blev indviet.Vestervig Skole har i dag ca. 115 elever og 10 lærere.

Skolen kører med 1 klasse pr. årgang og har i øvrigt tilknyttet SFO’en ”Buen” med ca. 45 børn.

 

Praktiske forhold og andet ved Vestervig Skole

Fritagelse for undervisning

Anmodning om fritagelse indgives skriftligt og i god tid og med angivelse af årsag og periode.
Klasselæreren giver tilladelse til en dags frihed. Skolelederen til mere end 1 dags frihed.

Indskrivning

Indskrivning af elever til kommende 0. klasse sker hvert år senest den 1. december på https://indskrivning.dk/default.aspx.

Lus

Af og til finder man lus hos nogle af skolens elever. Hvis I finder lus i håret hos jeres barn, skal I behandle med et lusemiddel og kontakte klasselæreren eller skolens kontor.

SFO - Buen

Buen er et tilbud til skolens elever.

Vi åbner kl. 06.15 – sender børnene i skole – åbner igen efter endt undervisning og lukker kl. 17.00 (fredag kl. 16.00). Når skolen har ferielukket, har Buen åbent hele dagen, dog har vi enkelte lukkedage samt ferielukket nogle uger om året.

Skoleintro

Den 1. april hvert år starter kommende skolebørn i skoleintro-forløb her på skolen.

Skolefester

Der er på skolen tradition for, at der arrangeres en skolefest  i foråret for alle elever. Til skolefesten er forældre inviteret med og 6. klasse står for et skuespil.

Udlån af lokaler

Foreninger og sammenslutninger i Thisted kommune kan låne lokaler på skolen til fritidsundervisning, klubvirksomhed og mødeaktiviteter.

Nærmere oplysning og ansøgningsskema fås ved henvendelse på skolens kontor eller til pedellen.